Hvad laver vi?

Asylcenter Vesthimmerland – opgaven

Asylcenter Vesthimmerlands opgave bliver defineret af en kontrakt med Udlændingestyrelsen. Kontrakten genforhandles hvert år, og opgaverne i forbindelse med asylcenter-drift kan overordnet opdeles i fire hovedkategorier:

Indkvartering og administration – Børn – Sundhed – Voksenundervisning og aktivering.

Hver af de fire kategorier dækker over en række praktiske og pædagogiske opgaver som meget overordnet er beskrevet herunder.

Indkvartering og administration

At stå for indkvartering og administration af asylansøgere omfatter en bred vifte af opgaver. Først og fremmest skal beboerne tilbydes en bolig, der lever op til Udlændingestyrelsens krav. Kravene varierer afhængigt af beboerens status som enten enlig, par eller familie. Under indkvarteringen skal asylcenterets medarbejdere hjælpe beboerne i deres kontakt med Udlændingestyrelsen og andre myndigheder – det omfatter blandt andet at arrangere sagsrejser og sørge for, at beboerne møder op til aftaler med Udlændingestyrelsen, politiet, advokater mm. Asylcenteret administrerer, kontrollerer og udbetaler også asylansøgernes kontante ydelser. Hvis beboeren får tilkendt ophold i Danmark, er det medarbejdernes opgave at arrangere de nærmere detaljer omkring udflytning til beboerens kommende opholdskommune.

Børn (0-17 år)

I forhold til børn (0-17 år) er det asylcenterets opgave at skaffe tilbud om legestue/børnehave, skole og fritidsaktiviteter til børnene. Disse ydelser købes som regel i det pågældende centers hjemkommune, og asylcenterets medarbejdere koordinerer og samarbejder tæt med de involverede institutioner. I samarbejde med asylcenterets sundhedsplejerske følges børnenes sundhed og generelle trivsel tæt, og den lokale kommunes socialforvaltning inddrages, hvis der er behov for det. Asylbørn har i modsætning til voksne asylansøgere krav på samme undervisnings- og sundhedstilbud som danske børn.

Sundhed

Asylcenteret har egen sundhedsklinik, der i udgangspunktet tager sig af al sundhedsbehandling af beboerne. Det skyldes, at en voksen asylansøger ikke er omfattet af det danske sygesikringssystem og derfor ikke har krav på samme sundhedsydelser som danske borgere. En voksen asylansøger har udelukkende krav på ’uopsættelig og/eller smertelindrende’ behandling. En behandling anses for uopsættelig, hvis der er risiko for livsvarige mén, svær progression af tilstanden eller risiko for at tilstanden bliver kronisk. I sådanne tilfælde kan der søges om kaution hos Udlændingestyrelsen, så beboeren kan blive behandlet i Danmark.

Asylcenter Vesthimmerlands sundhedsklinikker er bemandet af sygeplejersker og sundhedsplejersker, som alle kan henvise videre til en læge, psykolog, tandlæge eller undersøgelse på hospitalet, hvis der er behov for det.

Voksenundervisning og aktivering

Asylansøgerne underskriver ved ankomsten til et asylcenter en kontrakt med asylcenteret. Kontrakten definerer rettigheder og pligter for asylansøgeren under indkvarteringen. Asylansøgeren forpligter sig blandt andet til at deltage i undervisning (10 timer om ugen) og aktivering på centeret (10 timer om ugen).

Det er asylcenterets opgave at tilbyde undervisning og aktivering og stå for registreringen af beboernes fremmøde til begge dele. Hvis beboeren ikke møder op til de aftalte aktiviteter, medfører det en reduktion i beboerens kontante ydelser.